Kalender
Kalender


Inspirationssoplæg og diskussion med Lene Tanggaard
Virkelyst og kreativitet i skolen
Mandag den 29. august 2016 kl. 19.00 // Guldsalen
Hvis Danmark skal være det kreative innovationssamfund, som alle taler om i disse år, bliver der brug for langt flere, som har evnen og viljen til at eksperimentere og tage chancer for at nå frem til det bedste resultat.
Inspirationssoplæg af og efterfølgende uddybende diskussion med Lene Tanggaard, cand.psych., ph.d. og professor ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet og forsker i læring og kreativitet.
Professor Lene Tanggaard forsker i læring og kreativitet og dermed ikke mindst i, hvordan de to kan gå hånd i hånd. For kreativitet og faglighed er ikke modsætninger, men kan tværtimod understøtte hinanden. Og det kan vi blive bedre til at bruge i skolen. Det kreative findes i alle fag, og er en måde at arbejde med fagene på. Hvis vi vil øge fagligheden, bør kreativiteten i langt højere grad indgå aktivt i al undervisning.
Aftenen er i to dele, hvor den første halvdel er et inspirationsoplæg om visioner for hvordan kreativiteten kan spille en større rolle i skolen, og hvordan kreativiteten kan understøtte elevernes faglige udvikling. Om hvilke muligheder og hvilke barrierer, der er for at få kreativiteten i spil i skolen i dag.
Efter pausen er der mulighed for forældre, lærere, ledere og andre interesserede borgere til at stille spørgsmål, diskutere og få uddybet idéerne i inspirationsoplægget.Vi håber at aftenen med Lene Tanggaard kan inspirere til at drage kreativitet og innovationsopmærksomhed endnu mere ind i skolearbejdet på de svendborgensiske skoler i tæt samarbejde mellem forældre, lærere og ledelse.
”Det handler ikke om, at kreativitet skal på skoleskemaet. Tværtimod. Det skal helt ind i knoglemarven på eleverne. Lærerne skal uddannes i at finde elevernes kreativitet og dyrke den. Og de skal ikke være bange for at træne eleverne i, at en digtanalyse ikke behøver se ud, som den plejer.”
”Den gamle opfattelse af kreativitet, hvor vi tænker på lysende pærer, den skæve tænkning, masser af ideer osv. er ikke længere tilstrækkeligt. Jeg vil gerne have, at vi i stedet får fat i, at det at tilegne sig og især at bruge viden er udtryk for kreativitet. Vi skal dyrke en forestilling om den kreative som ’håndværkeren’, der fordyber sig i sit håndværk eller fag og får lyst til hele tiden at søge ny viden om det og ændre og forbedre det. Man kan også sige, at kreativitet er at gøre noget mere ved noget, der allerede er. At trække det i en anden retning.”
”Hvis skolen skal have en rolle, skal den derfor hjælpe børnene til fordybelse og lære dem at gribe ind i verden og forstå, at viden kan bruges til at forandre og/eller stabilisere verden,” siger Lene Tanggaard.
Kontakt
Nikolaj Amstrup: +45 31 49 10 95 | nikolajamstrup@gmail.com
Søren Kvistgaard: +45 61 27 33 87 | soren@brohave.dk
Susanne Linnet Aagaard: +45 21 62 68 18 | susanne@linnet-aagaard.dk