Kalender
Kalender


Siddepladser
Seeren fra Andalusien
Lars Muhl
Torsdag den 5. februar 2015 kl. 19.30 // Spejlsalen
På grund af den store forespørgsel, har vi inviteret Lars Muhl til at komme igen.
Lars Muhl vil tale om sit møde og arbejde med Seeren, som beskrevet i Gralstrilogien og Seeren fra Andalusien. Der vil være mulighed for at komme tæt på både personen og troldmanden, ligesom der vil være mulighed for at stille spørgsmål.
Lars Muhl er 64 år. Har levet i 30 år som rockmusiker og har 15 plader bag sig. Står bag sange som ’Sjæl i Flammer’ og det internationale hit ’Tid til dig igen’ (’One more Minute’). De seneste 10 år har han udgivet 13 bøger, både romaner om og spirituelle fagbøger. Han holder foredrag og kurser og bor i dag i Århus.
Da Lars Muhl fyldte 40, gav hans forældre gav ham en protokol, de havde fundet, hvori barnet Lars Muhl havde skrevet alle sine tanker ned efter søsterens død. Hvad han kunne høre og se, de natlige oplevelser og hvordan han følte, der manglede noget, der skulle få tingene til at hænge sammen.
"Det var drengen, der tværs gennem tiden rækker en hilsen til sit 40-årige selv," siger Lars Muhl.
Da besluttede han at stoppe med at turnere som rockmusiker og i stedet fordybe sig i sit åndelig projekt. Han udgav en opsamlings-cd som farvel til rocklivet, flyttede til Samsø, hvor han blev ramt af en udiagnostiserbar sygdom, som var med til at sætte gang i forfatterskabet. Først skrev han selvbiografien Sjæl i Flammer. Senere fulgte en novellesamling samt romanerne i Gral-trilogien, som røg ind på bestsellerlisterne og nu er oversat til russisk og engelsk.
Det metafysiske og spirituelle er også et litterært projekt, synes Lars Muhl, der driver egen foredrags- og kursusvirksomhed og netop har udgivet sin 13. bog - nærmest en ny bibelfortolkning, der handler om det aramæiske sprog, som Jesus talte, og som det Ny Testamente oprindeligt er oversat fra.
"Et møde med Lars Muhl er et møde med - ånd, ja, med kærligheden." har skuespiller Lone Hertz udtalt om Muhl, mens professor på Handelshøjskolen i Aarhus, Steen Hildebrandt skrev i en anmeldelse: "Lars Muhl kommer rundt om mange af de spørgsmål, som det seriøse søgende menneske møder på sin vej. Lars Muhls personlige indsigt og smertelige erfaringer giver bogen en dybde og autenticitet, som er betagende."
Muhl opfatter hverken sig selv som new age guru, kristendomsrevser eller spirituel samfundskritiker. Han opfatter sig selv som MYSTIKER.