Kalender
Kalender


Max 60 pladser.
Miniworkshop for forældre og fagfolk
Giv dit barn et sundt selvværd
Tirsdag den 20. oktober 2015 kl. 18.30 // Spejlsalen
- Er du den far/mor/fagperson, du gerne vil være?
- Føler du dig nogen gange afmægtig i konflikter med dit barn?
- Ville du ønske, du var bedre til at forstå dit barns adfærd?
- Har du svært ved at sætte grænser, måske fordi du er bange for at være for hård?
- Savner du redskaber til at opdrage på en anden måde end dine forældre gjorde?
- Ville du ønske konflikterne ikke fyldte så meget, så der blev mere overskud i familien?
Mange familier idag er pressede på tid og overskud, og derfor kan det nemt blive en negativ spiral, hvis der opstår mange konflikter, som dræner alle i familien. Det handler om at få brudt den negative spiral og få mere tid til nærvær.
Psykoterapeut Lotte Palsteen møder mange forældre og fagfolk, som ikke ønsker at opdrage på samme måde, som de selv er blevet opdraget med skæld-ud, straf og trusler. Men de mangler redskaberne til, hvad de SÅ skal gøre. Nogle bliver usikre på sig selv som forældre, fordi familien eller andre synes de er for pylrede eller gør det helt forkert. Usikkerheden kan gøre forældrene bange for at tage lederskabet og sætte grænser. Men man kan godt sætte grænser og være tydelig uden at skælde ud. Det handler om, HVORDAN man sætter grænserne.
Spejling er en metode, som har hjulpet mange forældre og fagpersoner til at håndtere konflikter og børns følelsesudbrud. Det er en metode, som styrker barnets selvværd og evne til at regulere sine egne følelser.
Vi har en tendens til at blive ved med at gøre det samme 117 gange, selvom det ikke virker. Måske er tiden inde til at prøve noget nyt? Eller måske bare blive lidt opdateret.
På workshoppen vil der primært være oplæg samt mulighed for at stille spørgsmål og små individuelle reflektions-øvelser. Man er også velkommen til bare at komme for at lytte.
Lotte Palsteen har mange års erfaring med børn, både som lærer og senere som psykoterapeut. Hun har sin egen virksomhed, hvor hun arbejder med børn og voksne i terapi. Der udover holder hun foredrag, retreats og kurser for lærere, pædagoger, private m.fl. Læs mere om hende på: www.lottepalsteen.dk
Meld dig til denne mini-workshop og få brugbare redskaber med hjem. Mini-workshoppen er for forældre til alle børn, men hvis dit barn er særligt sensitivt, er der endnu større grund til at lære at spejle dit barn. Mange sensitive børn har ekstra svært ved at regulere deres følelser og er mere påvirkelige over for skæld ud og en hård tone.
Medbring notesbog/papir og kuglepen.