Kalender
Kalender



SVEND16 - Vi hædrer Henning Carlsen
Dilemma
Torsdag den 1. september 2016 kl. 16.00 // Spejlsalen
Forfatter, historiker og modtager af årets Søren Gyldendal Litteraturpris, Morten Møller præsenterer 1962-filmatiseringen af forfatteren Nadine Gordimers roman 'I fremmed land' fra 1959 om Apartheid. Medvirkende: Ivan Jackson, Zakes Mokae, Evelyn Frank, Marijke Haakman m.fl. Sort/hvid film, engelsk tale, danske undertekster.
Hæderskavalkade
I år er det 50 år siden den banebrydende danske filminstruktør Henning Carlsen lavede mesterværket Sult. Vi hædrer dansk films kompromisløse modige enspænder og viser 8 af Carlsens 16 spillefilm Hver film vil, før dagens forestilling, blive præsenteret med et personligt oplæg fra familie, skuespillere eller forfattere.
Forestillingerne starter kl 16 i Borgerforeningens teatersal på 1.sal og vil sammen med dagens præsentation vare ca. 2 timer.
Vil du spise efter forestillingen?
Du kan før forestillingen bestilles mad og bord i Borgerforeningens café og restaurant. Maden serveres umiddelbart efter forestillingen. Læs mere på www.cafekok.dk.
Kunstudstilling i anledning af hæderskavalkaden
Filminstruktør Henning Carlsens to døtre, Line og Tilde Carlsen, udstiller skulpturer og malerier, i anledning af hæderskavalkaden for filminstruktøren, i borgerforeningens teatersal.
Line Dorte Carlsen, Lundeborg, udstiller skulpturer. Line er storyteller i 3-D, hun fremtryller historier med hænderne og finder balancen i fortællinger om almindelige og ualmindelige mennesker. Med en hyldest til hverdagen, til skæve eksistenser og til os andre, der pludselig ser, hvad vi gik forbi. Vi får et prik på skulderen af Line, der har et særligt blik for historien under overfladen, i grunden ikke ulig hendes fars.
Tilde Louise Carlsen, Ballen, udstiller malerier og akvareller. Særligt maleriet "Hennings Himmelfart" har relevans for fejringen af filmageren. Det sprudler af den livsgejst, som var så kendetegnende for Henning Carlsen og som hans efterkommere nu bærer videre. Øvrige billeder viser Tilde Louise Carlsens utraditionelle og poetiske tilgang, til såvel akvarel, som olie- og akrylmaleriet.